Tre bornholmske producenter nomineret til ny Coop-pris

Coop vil med en ny pris sætte fokus på danske producenter og lokale fødevarer. Blandt de 21 nominerede producenter fra hele landet er tre bornholmske virksomheder: Bornholms Vinegar Company, Bornholmergrisen og Svaneke Bryghus.
Initiativet kommer efter, at Coops medlemmer i en stor afstemning har peget på danske og lokale fødevarer som en vigtig mærkesag. Derfor skal medlemmerne nu være med til at fremhæve producenter, der har stærke lokale rødder og bidrager til dansk fødevareproduktion.
”Vores medlemmer siger klart, at de ønsker mere fokus på danske og lokale fødevarer. Derfor laver vi nu en ny hæderspris, hvor medlemmerne vælger den danske producent, de vil kåre som ’Medlemmernes favorit’. Så kan medlemmerne selv at være med til at fremhæve nogle af de producenter og varer, de sætter særligt pris på,” siger Annette Jorn, adm. direktør i foreningen Coop amba.
Fra 10. til 30. august kan Coops medlemmer i de enkelte landsdele stemme på en lokal producent, som går videre til den landsdækkende afstemning. Her kan alle Coops medlemmer i Danmark fra 21. september til 18. oktober stemme om den endelige vinder.
Vinderen af ’Medlemmernes favorit’ kåres 26. oktober og får mulighed for at markedsføre sig med hædersprisen samt opnå øget eksponering.
Fakta: Coops nye producentpris
- Pris: ’Medlemmernes favorit’
- Formål: At fremhæve danske og lokale producenter
- Antal nominerede: 21 producenter fordelt på syv landsdele
- Bornholmske kandidater: Bornholms Vinegar Company, Bornholmergrisen og Svaneke Bryghus
- Lokal afstemning: 10.-30. august 2026
- Landsdækkende afstemning: 21. september-18. oktober 2026
- Vinder kåres: 26. oktober 2026
- Præmie: Eksponering og ret til at markedsføre sig med hædersprisen
- Baggrund: Coops medlemmer har valgt ’dansk og lokalt’ som mærkesag i en afstemning med knap 60.000 deltagere.






Accepter kun nødvendige cookies